skip to Main Content
Selvhøjtidelighed

Selvhøjtidelighed

Vi kommer ind i verden, mere eller mindre, som et blankt blad. Vores krop og hjerne er klar til at lære og udvikle det, der er brug for og vi er maks modtaglige for det, vores forældre og omverden ‘fodrer’ os med.

Vi får et navn og omkring 2 års alderen, begynder vi at opfatte os selv som et separat væsen. Vi begynder at tro, at vi er det her helt særlige væsen, der hedder ‘Johnny’ eller ‘Marie’ og at vi har den her krop, som et vedhæng på vores hjerne (selvbevisthed). Vi får flere og flere historier, om hvem vi er. Over årene bliver vi mere og mere overbeviste om, at vi har en helt specielle rolle i livet store sæbeopera. Vi bliver kede af dit og vrede over dat. Det husker vi og således bliver vi mere og mere låste i at være noget bestemt og gøre noget bestemt.

Self-importance is our greatest enemy. Think about it –what weakens us is feeling offended by the deeds and misdeeds of our fellow men. Our self-importance requires that we spend most of our lives offended by someone.
– Don Juan Matus

I kender sikkert det at være til en stor fest og sidde ved bordet med en ny borddame. ‘Hvem er du? Hvad laver du?’ Her forvendes det, at du svarer ‘Jeg hedder Johnny og er gift med Marie, vi bor i Odense og har to børn. Jeg arbejder i Silvan.’ Så har man introduceret sig selv. Vi putter hurtigt hinanden ned i bokse og så let som ingenting, lader vi vores fordomme styre, hvordan vi ser personen.
Vi identificerer os selv med vores job og relationer og snakker konstant med os selv om, hvad vi mener om dit og dat. Til tider kører de samme tanker i ring, og vi kan opleve ikke at være i stand til at stoppe disse tanker.
Vi er klare på vores begrænsninger og hvad vi kan lide og ikke lide.
‘Jeg kan ikke synge og har dårligt knæ. Rød blok er helt ude i hampen.’ Vi har dannet meninger (fordomme) om alt muligt og holder fast i, at sådan er det!

Of all the gifts we have received, self-importance is the cruelest.
It converts a magical, vivid creature into a poor, arrogant, graceless devil.When a warrior learns how to toss self-importance aside, his spirit unfolds, jubilant, like a wild animal liberated from its cage and set free.
– Don Juan Matus

Vi kæmper hårdt for at være perfekte og gøre det, vi mener er det rigtige. Vi bliver frygtlige flove over at fejle eller blive til grin. Vi tager os selv meget alvorligt. Så alvorligt at vi reagerer refleksivt og emotionelt på visse udsagn fra andre. ‘Du er selv ude om det! Du trykkede på de forkerte knapper.’ – Sig skabsbøsse til en stor rocker og hvad mon der sker… Ok et rabiat eksempel, men tænk over det.
Har du ikke også nogle knapper, som dine nærmeste trykker på fra tid til anden??
Har man knapper, har man ikke frihed!!
Tør man ikke at prøve nye ting, fordi man er bange for at fejle eller at blive til grin, så er man ikke fri.

De fleste af os er meget overbeviste om vores forklarings,model af verden og vores måde vi bør være i den. Det er ikke frihed .
Når vi ved, at det er sådan og sådan, så er vi låst i koncepter på en fundamentalistisk måde.
Krigeren er åben for at undersøge sine overbevisninger og sig selv, han er villig til at miste fodfæstet og prøve nyt, med risiko for at fejle.
Når vi kan grine af os selv, så er vi godt på vej til at gøre os fri af selvhøjtidligheden.

Udover vores historier om os selv, så er der også vores indre samtale, der reproducerer vores selvhøjtidlighed ved hele tiden at kommentere på dit og dat, samt tænke på, hvad andre mon tænker om os.

Indre stilhed er medicin mod den indre samtale og rekapitulation er at give slip på vores historier.
Disse to discipliner derfor helt afgørende på Krigerens Vej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top