Zen I

Zen er dharma*) konge Vejen. Praksisen er enkel, øjnene er halvt åbne, fokus er på at tælle åndedrættet op til ti, således afskæres tankestrømmen, samtidigt er man nærværende overfor det der er og sker i nuet, uden at dømme det som godt eller skidt. Det er en stræben efter at give slip på alt, tanker, følelser, krop og sind, således at der kun er det der er.
Levende zen, er handling, det er nærvær(mindfulness) og at stole på sin intuition, impulser og inspiration og bare gøre det der kaldes på i nuet.
Det handler om at give slip på ego båndet, selvhøjtidligheden og vrede og begær, og så acceptere det der er og respodere naturligt.
Det er let at beskrive, men det er pokkers svært at praktisere, selv når man er i et kloster i Japan hvor hele hverdagen er sat op til de bedst mulige rammer for at paktisere det…

Derfor er Krigerens Vej vigtig, for den tilbyder en lettere vej til at skabe mindre forandringer. Zen stiller efter oplysning/enlightenment eller rettere at vågne op til at man er buddha natur og realisere at være et med opmærksomheden/bevisthedens kilde. Hvis man ikke klare dette i løbet af ti år i kloster, så er man en rissæk, altså ikke seriøs praktiserende men bare en der feder den, siges der.

Det mærkelige ved zen er at der ikke er noget at opnå og at det er hverdags bevistheden der er zen bevistheden… Når vi begynder at tro at man opnår et eller andet, så skaber vi koncepter i vores bevisthed. Det bliver en box og zen er netop flow og ingen boxe.

Bodhidharma den første Patriark i Zen siger I ‘the bloodstream sermon’:

The Buddha is your real body, your original mind.

This mind has no form or characteristics, no cause or effect, no tendons or bones.

It’s like space.

You can’t hold it. Its not the mind or materialists or nihilists.

Det at træne sit fokus, sin opmærksomhed og udholdenhed (det er hårdt at sidde stille) gør en mere skarp og nærværende. Hvis man udover det opnår noget så er det at have givet slip på alt det man identificere og binder sig med.
Efter meditation ….Herligt… for en stund… Så BUUM sker der noget og man er tilbage i den gamle suppedas, bliver irriteret eller noget og så skal igang med at give slip igen og igen… Det er skruen ude ende, med det blivere trods alt lettere ved træning…

Så zen praksis er en hård, smertefuld og langsom vej, uden nogen opnåelse!? , men med dybde, selv indsigt og ‘peace of mind’ moments and tilstande. Uden min lærer Shodo Harada Roshi’s guidening og inspiration havde jeg aldrig fået siddet så meget.

***

*) Dharma forstås her som komisk lov og orden og hvordan den udfolder sig i fænomenernes verden.

Tegning af Seigen Simon Olbrychowski